Chianti er indbegrebet af Toscansk vin. Uanset om man bedst kan lide den typiske Chianti Classico eller foretrækker en Supertoscaner, er der god mulighed for at finde nogle rigtig gode vine i området. Både tæt på landsbyen og en kort biltur derfra, næsten uanset hvilken retning, man kører i. Der er masser af mindre vingårde, hvor man kan købe ved kælderdøren og også større steder, hvor man kan booke en rundvisning med vinsmagning. Begge dele er sjovt og der er meget at vælge imellem. Billedet her er desværre ikke fra egen vinkælder, men fra en tur i sommer til et vinslot ikke langt fra huset
Godt cykelområde
Hvis man er cykelentusiast, er området oplagt til at køre på opdagelse i. Man ser ofte en eller flere cyklister på landevejene i det smukke, kuperede landskab. Og har man ikke lige sin cykel med, kan man nu også leje cykler oppe i landsbyen.
Fun fact: Første etape af Tour de France startede i Firenze i år, så du har måske allerede set lidt af landskabet dér.
Vores første vindruer
I foråret plantede vi vores første vinstok, en spisedrue, der hedder Noah, som er almindelig i haverne i området. Den har små, søde druer med et meget højt sukkerindhold og kaldes også for ”den hvide jordbær-drue”. Vi smagte på dem her i september og de var virkelig gode. Det var stort at stå med sine egne druer for allerførste gang. Vi planter nok et par vinstokke mere næste forår 🙂
Oliventræerne
I det klassiske toskanske landskab ser man mange oliventræer – og området for vores Mulino er kendt for sin særligt gode olivenolie. Vi har en del oliventræer, især på den store terrasse tæt på huset. Træerne er meget gamle, men bærer godt og olivenolien er fantastisk.
Træerne bliver beskåret i slutningen af vinteren / begyndelsen af foråret, når vejret er køligt, men stabilt. Der skal nemlig gerne være tørvejr i et par dage efter beskæringen for at der ikke går råd i træerne. På billedet ses oliventerrassen efter årets beskæring.
Vi kan anbefale at smage noget af områdets super lækre olivenolie, når man er der – og også at tage et par flasker med hjem. Det gør vi 😊
Smuk rosmarin
Det er vinter. Lige nu er der mørkt, gråt og trist både her og i Toscana, men snart bliver dagene heldigvis længere igen.
Så er der ikke længe til forår, lys og farver. Vi glæder os allerede til foråret kommer og det bliver tid til at nyde det smukke italienske landskab og alt hvad det har at byde på. En af de planter, som er typisk for Toscana og smuk i al sin enkelthed, er rosmarin. I Toscana kan planten blive meget stor og har de fineste små lyseblå blomster.
Her foto af en af de fine rosmarinbuskene ved poolen.
Fantastiske råvarer
Det toskanske køkken er kendt for sine velsmagende retter med få, enkle og friske råvarer af høj kvalitet. En af vores yndlingsretter er bruschetta med friske, hakkede solmodne tomater tilsat en smule god lokal olivenolie, hvidløg og finstrimlet basilikum. Let at lave og så smager det simpelthen bare himmelsk.
Gode spisemuligheder i gåafstand fra huset
Selvom vores mulino ligger meget privat for sig selv i udkanten af en landsby, er man tæt på både indkøbsmuligheder og spisesteder.
Kun 300 meter fra huset ligger byens torv med den smukke romanske kirke, café, pizzeria plus Ristorante Masaccio, der serverer lækker italiensk mad, blandt andet klassiske italienske retter samt fisk og skaldyr. Dejligt at slippe for at køre bil, men bare kunne slentre hjem efter at have nydt et par glas vin til maden.
Sol, sommer og lavendler
For 2 år siden plantede vi ca. 200 lavendler. De stortrives og ser helt fantastiske ud! Også sommerfuglene og bierne er glade for de lange rækker af duftende lavendelblomster 😊
Uhmmm! Italiensk is :-)
På vejen fra Cascia op til Reggello ligger der en isbar på venstre side; lidt skjult, men med en stort skilt udenfor. Isbaren hedder Il Muretto (den lave mur).
Det er værd at stoppe her, når man går en tur op ad bjerget; – især når der er tradition for at børnene får is hver dag i ferierne 🙂
When life gives you lemons…
Vi er rigtig glade for vores citrontræer. De er smukke, dufter skønt og det er dejligt at bruge sine egne citroner i maden. Men da der kan blive koldt i Toscana om vinteren, tager vi krukkerne med citrontræer indenfor til november / december. Og til foråret kommer de ud på deres sædvanlige plads foran loggiaen 😊